Hvis du ikke lige vidste det, så er jeg 47 år. Jeg har et barn på 15, jeg er autoriseret psykolog, og har min egen praksis. Jeg smører madpakker, tjekker aula, læser nyheder, støvsuger under sengen (selvom ingen nogensinde kigger der), jeg holder foredrag og workshops for folk på min egen alder, bekymrer mig om pensionsopsparing og rynker og i næste uge skal jeg en tur til gynækolog for at få tjekket om det der overgangsalder kan være skyld i at jeg nogen gange har det lidt sært i min krop.
Men, lad mig lige slå helt fast: Det der ’voksen’ det er da bare noget vi leger, ik?
Der er vel ikke nogen af jer der sådan helt i virkeligheden tror på at jeg er et voksent fornuftigt menneske? Vi lader bare som om, ik?
Eller dvs, JEG lader bare som om jeg er voksen. Jeg klæder mig ud som voksen, og gør ’voksenting’ såsom at passe mine pligter, tage i operaen osv.
Og mens jeg gør det, står mit indre, rebelske barn målløst og ser til, og forundres over at det virker som om folk faktisk hopper på den?
For jeg er jo slet ikke voksen. Jeg er ikke engang i nærheden af at være lige så voksen som alle de voksne jeg møder i min hverdag: mine kunder og klienter, kollegaer, andre forældre og folk på gaden.
Jeg er et mentalt barn i sammenligning med dem.
Sådan siger mit intellekt i hvert fald nogen gange til mig – og så kan det ske at jeg kommer til at tro på det.
Jeg kan huske da jeg var omkring 10, og mine forældre og deres venner, bare virkede så voksne, så tjekkede. Som om de havde styr på det hele. Og jeg tænkte at jeg glædede mig til at det blev mig.
De var omkring 30 – jeg er 45 nu, og jeg kan stadig føle jeg er langt fra målet.
Og nogle gange kan min hjerne skabe fortællinger om at mit bluff nummer garanteret bliver gennemskuet. Fortællinger om at nogen pludseligt vil stoppe op, pege fingre ad mig, og råbe ’men hun har jo intet på’.
For har jeg egentligt overhovedet ret til at gøre alle de her voksenting, til at udgive mig for at være voksen, når jeg ikke er det? Må man overhovedet være psykolog eller have barn, når man kun selv er et barn indeni? Når man ikke har fundet koden til at være rigtigt voksen, men bare lader som om?
Og nogen gange, på dårlige dage, kan jeg miste troen lidt på mig selv, på mine kompetencer, for jeg er jo slet ikke voksen nok til det ansvar. Og på de dage kan min nervøsitet for at blive afsløret, godt vokse lidt – og så får jeg lyst til at tage habit jakke og pumps på og sige kloge ord, for lige at gøre min forklædning lidt mere sikker.
Heldigvis er de fleste dage gode dage. Og på gode dage fortæller mine tanker mig at jeg godt kan mine ting. (og det er faktisk lidt sjovt, for jeg ændrer mig jo ikke sådan fra dag til dag – det er bare mine tanker der overbeviser mig om forskellige ting) Jeg kan stadig få lyst til habitjakke og hæle på de gode dage, men så er det ikke af frygt for afsløring, så er det af lyst.
Jeg føler mig stadig ikke sådan helt rigtigt voksen på de gode dage, men på de dage ved jeg godt at mit billede af ’voksen’ ikke er realistisk, og at jeg nok aldrig kommer til at nå det helt. (På den anden side: jeg spurgte min far for ikke så længe siden, om han følte sig voksen, og han syntes egentligt han var ved være der. Så måske er der håb, sådan inden jeg går på pension GG)
Og på de gode dage jeg ved at jeg er god nok, voksen nok, ansvarlig nok.
Og jeg minder mig selv om at mit billede af hvad det vil sige at være voksen, blev dannet af et barn der ikke kunne gennemskue verden og måtte have hjælp, støtte og råd fra de voksne. Det blev dannet gennem de ting de voksne i min omgangskreds tillod mig at se af dem selv.
Og det blev dannet af alle de ’voksenfacader’ jeg gennem min opvækst har mødt. Facader der viste ro, overblik, kompetence, målrettethed, fornuft.
Og af de ting dannede jeg en ide om at når jeg blev voksen, så ville det føles sådan. Jeg ville være afklaret, rolig, beslutsom, fornuftig og meget andet. Men, det skete ikke. For alt det er bare en facade, og inde bag ved facaden udspiller der sig et indre kaos, af al den ubeslutsomhed, tvivl, rebelsk spontanitet, følelseskaos og andet, der udgør et menneske.
Og så er jeg jo ikke rigtigt voksen, kan du nok forstå. Eller det påstår mine tanker i hvert fald ind imellem.
Så hvorfor deler jeg det her med dig?
Lad mig starte med at sige at en del af mig (den del, der også er bange for at blive afsløret) faktisk synes det er en rigtig dårlig ide at skrive det her, og den prøver lige nu at overbevise mig om den ventende katastrofe.
Men, det er faktisk lige netop derfor jeg deler det.
For jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan. At jeg ikke er den eneste der sammenligner sit eget indre kaos, med andres rolige facader, og oplever at tabe sammenligningen.
Og jeg ved at mange dagligt bebrejder sig selv at de ikke er ’voksne nok’ og ligger i konstant krig med sig selv, i forsøget på at være det.
Jeg håber at jeg ved at dele min egen tvivl, ved at sige højt at jeg slet ikke er så voksen som det kan virke, kan vise både mig selv og jer at det er ok. At der ikke sker en katastrofe når bluffet afsløres. At vi alle har et indre kaos, og en indre rebel der ikke er det fjerneste voksen. Og at det er ok. At vi er ok. At voksne mest er voksne på ydersiden – men at det ikke gør dem mindre, tværtimod.
Så lad os stå ved det: Voksen, det er bare noget vi leger 😊