Da jeg i fordums tid gik på universitet var jeg lidt udfordret på psykologien.
Jeg var helt sikker på at jeg gerne ville arbejde med mennesker gennem samtale, og jeg var helt sikker på at alle folk kan få det bedre. Men jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med det menneskesyn jeg syntes jeg mødte – og for den sags skyld det syn der var på hvordan psykologer skulle være.
Jeg smagte lidt på nogle forskellige psykologiske teorier, men måtte spytte dem alle ud igen. Jeg kunne ikke få det til at give mening for mig.
Og synet på folk der havde det skidt, var alt for sygeliggørende. Diagnoser, offergørelse og meget mere, for ikke at snakke om fordømmelsen ’sådan kan et voksent menneske altså ikke gøre’ eller ’det er sygt at gøre XXX’ Som om psykologens måde at leve på (vel at mærke den karikerede perfekte psykolog vi mellem linjerne forventedes at leve op til’s måde at leve på) var den eneste rigtige. Den sande vej.
Det kom faktisk til et punkt hvor jeg overvejede at springe fra studiet fordi jeg ikke kunne se mig selv som en del af det cirkus. Det var ikke noget jeg havde lyst til at blive associeret med. (Vil lige sige at jeg gennem årene er jeg blevet klogere og har mødt rigtig mange skønne og dygtige psykologer, og fået et bedre syn på en del af mine kollegaer og mit fag)
Heldigvis var der en indre stemme, der fortalte mig at jeg skulle blive og gøre studiet færdigt. At jeg havde noget at byde på, også selvom jeg ikke passede i formen.
Dengang, På Københavns Universitet, var kognitiv-adfærdsteraputisk teori ikke særlig udbredt, men jeg stiftede dog bekendtskab med den og syntes det var den, af alle teorier, der gav mest mening for mig. Den fortalte om at det vi tænker påvirker vores følelser, krop og adfærd. At de fire faktorer faktisk gensidigt påvirker hinanden, og at vi ved at ’skrue’ på en af dem kunne skrue på alle. Metoden var meget her og nu orienteret. Man brugte ikke timevis på at sidde og rode i fortiden.
Det tiltalte mig, og jeg tænkte ’Det er dét jeg er – jeg er kognitiv psykolog’.
Jeg rendte bare ind i det problem at kognitiv terapi ofte er meget baseret på manualer, udfyldelse af skemaer osv. Dvs. i mine øjne lidt for rigidt. Jeg manglede plads til kreativiteten og mødet med det enkelte menneske. Og der var stadig den her sygeliggøres og fordømmelse. ’Rigtigt og forkert’. Med psykologen som oraklet der vidste hvordan man skal leve.
Og det vidste jeg sgu ikke. Jeg plejede at joke med at ’skomagerens børn går barfodet, og psykologen er total utilpasset’
Men jeg kunne ikke lade være med engang imellem at komme til at tro på at jeg burde vide alt, at jeg burde have styr på alle de der skemaer, manualer osv.
Og så prøvede jeg at tage endnu et kursus, have fokus på at få lavet dagsorden i starten af hver terapi, følge de rigtige skridt osv. og hver gang skred det ud i sandet. Det føltes bare ikke helt rigtigt.
Jeg vidste teorien havde fat i noget rigtigt, der var altså noget om det her med tankerne, det kunne jeg se, genkende mærke. Så det måtte jo være mig den var gal med, siden jeg ikke kunne følge den hele vejen. Men samtidig kunne jeg jo se at hvad jeg nu end gjorde, så virkede det jo. Folk fik det bedre, og de sendte endda deres bekendte i min retning.
Men min hjerne kørte med mig: ’tænk hvor godt det kan blive, hvis jeg bliver endnu skarpere på alle de der manualer og skemaer osv’ og så knoklede jeg videre. Læste op på alle mulige forskellige teorier indenfor det kognitive felt: CBT, ACT, DAT, CTF, MBCT, MCT osv osv. og de havde alle sammen noget. Men de var ikke helt rigtige. De var ikke helt dét. Som om de alle sammen lige var henne og røre noget rigtigt, men ikke helt fik fat i det. Som om de alle havde hver deres fællesnævner med noget jeg ikke kunne se, men på en måde fornemmede.
Så jeg brugte lidt fra den ene, lidt fra den anden, og en stor del af det der lige der i øjeblikket gav mening for mig. ’Men jeg burde jo følge manualerne – hvornår har jeg egentligt sidst lavet en måling på graden af negative tanker?’ og sådan kørte det frem og tilbage: gøre det jeg intuitivt følte var rigtigt – prøve at rette ind – gøre det jeg intuitivt…osv.
Og så en dag, så var der en klient der sagde til mig: ’Du Sara, jeg har fået anbefalet den her bog. Det er rigtigt meget det vi også arbejder med og det du siger – men den har ligesom noget andet også – den supplerer virkeligt godt’
Jeg skyndte mig at få fat i bogen – den fandtes som lydbog på nettet, så jeg tog den i ørene og gik en tur. Og jeg blev høj. Det var så ufatteligt. Her var dét. Her var den teori der forklarede det jeg godt vidste, men alligevel ikke vidste. Den teori der pludseligt viste mig at jeg ikke var forkert eller ved siden af når jeg ikke kunne få de andre teorier til helt at passe. Det her var ’den usynlige cirkel’ som alle de andre havde haft lidt fællesnævner med, men som indtil nu havde været ukendt (for mig i hvert fald).
Jeg var helt oppe at ringe, og gik rundt i noget tid og fik alle i min omgangskreds der gad at lytte, til at læse bogen også (og ja, det var Mette Louises ’dit selvhelbredende sind’) så jeg kunne tale med dem om det.
Flere af mine veninder sagde ’hvorfor er du sådan oppe at ringe over den – det er da det du altid har sagt, det er sådan du lever’. Men de forstod det ikke, forstod ikke det fantastiske i pludselig at få lagt et mønster frem der hvor jeg havde tegnet i blinde. Jeg havde muligvis nok holdt mig relativt fint indenfor linjerne, men jeg havde hele tiden tvivlet. Jeg havde troet at det bare var mig der var lidt mystisk, at det jeg vidste bare var noget der kun gjaldt for mig, at det ville være bedre hvis jeg bare lige kunne forstå alle de der teorier grundigt nok til at kunne følge dem.
Det føltes som at træde ind af en dør og bare føle sig hjemme.
Men, så kom mit akademisk skolede intellekt på banen. Nu skulle jeg jo ikke gå der og blive helt hjernevasket, og hvad med dét og dét og dét – det der hænger slet ikke sammen, hvor er forskningen der understøtter osv. osv.
Jeg kan huske at jeg tog Mette Louise og Jacobs ’rolig nu’ online kursus, og sideløbende med det havde en del kritiske snakke med nogle andre fra holdet. Og egentligt syntes jeg det var rigtigt fint, jeg fik stillet en masse spørgsmål og forholdt mig kritisk til det der ikke gav mening for mig (hvilket jeg faktisk ikke tidligere havde gjort med alle de andre teorier jeg havde arbejdet med – de var jo anerkendte og der var forskning osv.).
Og selvom mit intellekt kæmpede, var jeg stadig helt overbevist inde i min kerne om at det her var rigtigt.
Jeg bookede et møde med Mette Louise, men inden vi skulle mødes købte jeg plads på practitioner kurset som hun og Jacob har. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle købe det: ville jeg nu spilde mine penge, var dét her den rigtige vej for mig, hvad med alle de kritikpunkter mit intellekt havde osv. Men, så en dag, så gjorde jeg det bare. Og det var den vildeste oplevelse. For i dét øjeblik, da jeg havde betalt for kurset, overgivet mig til at nu giver jeg det altså en chance, så holdte mit intellekt sin mund – og jeg kunne bare mærke hvordan dét gjorde at jeg kunne lande i den her teori. I mig selv, for det var jo mig der var den. Så da jeg endeligt skulle mødes med Mette Louise havde jeg faktisk ikke så meget at spørge om længere. Men vi fik en god gåtur og snak 😊
Og siden da er det bare gået derudaf. Og jeg har ikke en eneste gang haft tanken om at det var forkert, eller om at jeg skulle gå tilbage til det gamle. Slet ikke. Jeg har set hvad der for mig er sandheden om menneskets design, og det kan jeg ikke af-se.
Og det føles så skønt. Mine terapier går bedre, og jeg bruger endda færre kræfter på dem.
Og jeg behøver ikke at presse mig selv til at følge en struktur/manual der ikke giver mening for mig.
Og vildest af det hele (synes jeg): der er sket en masse ændringer i mit privatliv.
Jeg syntes ellers jeg havde ret godt styr på det (det synes jeg faktisk stadig at jeg havde dengang)
Jeg var glad, levede det liv JEG ville leve (ikke det andre syntes man bør) jeg var altid ok, selv når jeg var trist eller vred var det ok. Jeg var i balance. Havde gode venner, kærlighed og mod.
Og alt det har jeg stadig. Der er ikke sket revolutioner i mit privatliv. Jeg er faktisk ikke i stand til at sætte fingeren på noget der har ændret sig, men der er alligevel sket noget.
Tingene glider ligesom lidt nemmere. Som forskellen på at glide hænderne over en ny-snittet organisk træskulptur og mærke formerne, rundingerne og hvor dejligt det føles – og så senere mærke samme skulptur efter den er blevet slebet. Det er stadig den samme dejlige figur, den føles bare bedre, blødere, glattere.
Og jeg glæder mig dagligt til at arbejde videre med det her. Bringe det videre, ud i verden.
Og til at få slebet livet endnu dejligere 😉