De sejeste mennesker jeg kender, er også de mest alsidige mennesker jeg kender.
Det kan være forskeren der samtidig er rockmusiker og romantiker. Vågekonen der også er proff domina og kærlig bedstemor. Den lidt stille lærer der hører hård punk og elsker at lægge puslespil med katte. 12 tals pigen, der hører dødsmetal (og ligner en der gør det) og elsker romantiske komedier. Den erklærede feminist, der elsker at være en bimbo og lege med objektliggørelse. Eller den hjemmegående husmor der samler på knive og økser, ved alt om tortur metoder og elsker at bage småkager og skriver homo-erotisk paranormal fantasy (ja det er der sgu noget der hedder)
Eller psykologen, der ikke kan få nok glimmer, ekstremt høje stilletter eller små paillet kjoler og som elsker kanoture i hårdt vejr, vandring og kink.
Det der er kendetegnene for disse mennesker, er at de har modet til at favne og stå ved alle sider af sig selv, på trods af at de helt sikkert ofte er blevet mødt med ’sådan troede jeg ikke din type var’.
Og så virker de på mig som nogle af de mest harmoniske og tilfredse mennesker jeg har mødt.
De har accepteret hele sig selv, og står ved sig selv – på trods af andres (og i starten nok også egne) forventninger og fordømmelser. På trods af egoets ideer om at ‘sådan kan man da ikke..’
Vi vil som mennesker meget gerne have alt til at passe ned i vores små kasser, for det gør verden så meget mere overskuelig. Og vi vokser op med alle disse stereotypier der fortæller os hvordan folk er (eller i hvert fald bør være):
Hvis du er klog, kan du ikke samtidig være en tøjte, hvis du er en IT nørd kan du ikke samtidig være socialt begavet og vellidt eller en dygtig gymnast osv. og stereotypierne fortæller os ikke kun hvad man ikke kan. De fortæller os sgu også hvad man skal. Seriøst?!?
Og det jeg ofte ser, er at folk accepterer og adopterer disse snævre kasser og bruger dem som rettesnor for hvordan de også selv skal være (eller i hvert fald at deres ego adopterer dem – for den vi er, er bare – den adopterer ikke kasser). Og i forsøget på at passe ned i kasserne bliver folk ekstremt begrænsede i deres accept af sig selv. Begrænsede i hvilke sider de vælger at udleve og udtrykke. Og hvis de endeligt vælger at udleve de ikke-accepterede sider, så sker det i det skjulte og ofte forbundet med skam.
Som om vi er nødt til at vælge om vi vil være klog eller tøjte, dødsmetal-elsker eller romantiker, luder eller madonna. Som om vi er nød til at være ‘det samme’ dag ud og dag ind. Som om vi er nødt til at være en levende kliche.
Og det der sker når vi begynder at træffe disse absurde valg (absurde fordi det ikke behøver være enten eller, det kan sagtens være både-og) er at vi begynder at censurere os selv. Vi begynder at tænke at nogle sider af os selv ikke er værdige. Og forestil dig lige hvad det gør ved dig.
Jeg bliver altid lidt utryg og trist når jeg møder mennesker der passer perfekt ned i en kasse. Trist fordi jeg har en ide om hvad det gør ved et menneske at undertrykke sig selv, og utryg fordi jeg helt automatisk får en følelse af at personen er uærlig.
Naturligvis kan der være folk der bare passer lige ned i kassen, uden at de skal hugge en hæl og klippe en tå, jeg har bare ikke mødt dem endnu.
Og hånden på hjertet, folk der passer ned i kassen er (i hvert fald i mine øjne) ikke så spændende. Jeg kender jo det hele på forhånd. Nej, giv mig nogle af de ’skæve’ mennesker, der ikke passer i hverken den ene eller den anden kasse. Eller som springer fra kasse til kasse, alt efter humør. De overrasker mig, giver mig nye spændende forståelser og viden. Og de virker på mig som meget mere modige, harmoniske og lykkelige mennesker.
Jeg ved i hvert tilfælde at jeg gennem mit liv vil fortsætte med at kæmpe for at favne og stå ved hele min personlighed. Alt det der gør mig til mig. Diversiteten der gør mig til et unikt og foranderligt hele.
Og jeg vil bestræbe mig på at give plads til andres diversitet og glædes og tage ved lære af den.
Vil du være med?