Ikke-kategoriseret

Voksen

Hvis du ikke lige vidste det, så er jeg 47 år. Jeg har et barn på 15, jeg er autoriseret psykolog, og har min egen praksis. Jeg smører madpakker, tjekker aula, læser nyheder, støvsuger under sengen (selvom ingen nogensinde kigger der), jeg holder foredrag og workshops for folk på min egen alder, bekymrer mig om pensionsopsparing og rynker og i næste uge skal jeg en tur til gynækolog for at få tjekket om det der overgangsalder kan være skyld i at jeg nogen gange har det lidt sært i min krop.

Men, lad mig lige slå helt fast: Det der ’voksen’ det er da bare noget vi leger, ik?

Der er vel ikke nogen af jer der sådan helt i virkeligheden tror på at jeg er et voksent fornuftigt menneske? Vi lader bare som om, ik?

Eller dvs, JEG lader bare som om jeg er voksen. Jeg klæder mig ud som voksen, og gør ’voksenting’ såsom at passe mine pligter, tage i operaen osv.

Og mens jeg gør det, står mit indre, rebelske barn målløst og ser til, og forundres over at det virker som om folk faktisk hopper på den? 

For jeg er jo slet ikke voksen. Jeg er ikke engang i nærheden af at være lige så voksen som alle de voksne jeg møder i min hverdag: mine kunder og klienter, kollegaer, andre forældre og folk på gaden. 

Jeg er et mentalt barn i sammenligning med dem.

Sådan siger mit intellekt i hvert fald nogen gange til mig – og så kan det ske at jeg kommer til at tro på det.

Jeg kan huske da jeg var omkring 10, og mine forældre og deres venner, bare virkede så voksne, så tjekkede. Som om de havde styr på det hele. Og jeg tænkte at jeg glædede mig til at det blev mig. 

De var omkring 30 – jeg er 45 nu, og jeg kan stadig føle jeg er langt fra målet.

Og nogle gange kan min hjerne skabe fortællinger om at mit bluff nummer garanteret bliver gennemskuet.  Fortællinger om at nogen pludseligt vil stoppe op, pege fingre ad mig, og råbe ’men hun har jo intet på’.

For har jeg egentligt overhovedet ret til at gøre alle de her voksenting, til at udgive mig for at være voksen, når jeg ikke er det? Må man overhovedet være psykolog eller have barn, når man kun selv er et barn indeni? Når man ikke har fundet koden til at være rigtigt voksen, men bare lader som om?

Og nogen gange, på dårlige dage, kan jeg miste troen lidt på mig selv, på mine kompetencer, for jeg er jo slet ikke voksen nok til det ansvar. Og på de dage kan min nervøsitet for at blive afsløret, godt vokse lidt – og så får jeg lyst til at tage habit jakke og pumps på og sige kloge ord, for lige at gøre min forklædning lidt mere sikker.

Heldigvis er de fleste dage gode dage. Og på gode dage fortæller mine tanker mig at jeg godt kan mine ting. (og det er faktisk lidt sjovt, for jeg ændrer mig jo ikke sådan fra dag til dag – det er bare mine tanker der overbeviser mig om forskellige ting) Jeg kan stadig få lyst til habitjakke og hæle på de gode dage, men så er det ikke af frygt for afsløring, så er det af lyst. 

Jeg føler mig stadig ikke sådan helt rigtigt voksen på de gode dage, men på de dage ved jeg godt at mit billede af ’voksen’ ikke er realistisk, og at jeg nok aldrig kommer til at nå det helt. (På den anden side: jeg spurgte min far for ikke så længe siden, om han følte sig voksen, og han syntes egentligt han var ved være der. Så måske er der håb, sådan inden jeg går på pension GG)

Og på de gode dage jeg ved at jeg er god nok, voksen nok, ansvarlig nok.

Og jeg minder mig selv om at mit billede af hvad det vil sige at være voksen, blev dannet af et barn der ikke kunne gennemskue verden og måtte have hjælp, støtte og råd fra de voksne. Det blev dannet gennem de ting de voksne i min omgangskreds tillod mig at se af dem selv.

Og det blev dannet af alle de ’voksenfacader’ jeg gennem min opvækst har mødt. Facader der viste ro, overblik, kompetence, målrettethed, fornuft. 

Og af de ting dannede jeg en ide om at når jeg blev voksen, så ville det føles sådan. Jeg ville være afklaret, rolig, beslutsom, fornuftig og meget andet. Men, det skete ikke. For alt det er bare en facade, og inde bag ved facaden udspiller der sig et indre kaos, af al den ubeslutsomhed, tvivl, rebelsk spontanitet, følelseskaos og andet, der udgør et menneske. 

Og så er jeg jo ikke rigtigt voksen, kan du nok forstå. Eller det påstår mine tanker i hvert fald ind imellem.

Så hvorfor deler jeg det her med dig? 

Lad mig starte med at sige at en del af mig (den del, der også er bange for at blive afsløret) faktisk synes det er en rigtig dårlig ide at skrive det her, og den prøver lige nu at overbevise mig om den ventende katastrofe.

Men, det er faktisk lige netop derfor jeg deler det.

For jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan. At jeg ikke er den eneste der sammenligner sit eget indre kaos, med andres rolige facader, og oplever at tabe sammenligningen.

Og jeg ved at mange dagligt bebrejder sig selv at de ikke er ’voksne nok’ og ligger i konstant krig med sig selv, i forsøget på at være det.

Jeg håber at jeg ved at dele min egen tvivl, ved at sige højt at jeg slet ikke er så voksen som det kan virke, kan vise både mig selv og jer at det er ok. At der ikke sker en katastrofe når bluffet afsløres. At vi alle har et indre kaos, og en indre rebel der ikke er det fjerneste voksen. Og at det er ok. At vi er ok. At voksne mest er voksne på ydersiden – men at det ikke gør dem mindre, tværtimod.

Så lad os stå ved det: Voksen, det er bare noget vi leger 😊

Ikke-kategoriseret

Depression

Depression

Depression er ofte en reaktion. En reaktion forstået på den måde at vores tanker stikker af i negativ retning og vi kommer til at tro på dem. Det kan føre til en hverdag fuld af selvbebrejdelser, bekymringer, håbløshed o.a. Faktisk kan man sige at depression er en tankeforstyrrelse – vores hjerne producerer (helt uskyldigt) en masse negative tanker, og vi kommer (igen, helt uskyldigt) til at tro på dem.

Og når vi tror på vores tanker og giver dem opmærksomhed, så påvirker de os. De påvirker vores biologi, vækker følelser, ændrer vores energi niveau og sindstilstand – og de påvirker hvordan vi oplever verden, vores handlemuligheder, andre mennesker og i sidste ende påvirker de vores adfærd. Og på den måde kan vi ende i en nedadgående spiral.

Heldigvis kan vi komme ud af de her spiraler igen. Du er måske ikke opmærksom på det, men du er allerede kommet ud af den slags spiraler hundredevis af gange i dit liv. Måske har du ikke været helt nede i depressionsniveauet før, men metoden for at komme ud af spiralen er den samme, uanset hvor dybt du er kommet: Andre tanker.

jeg er med på at det lyder meget, meget simpelt. Faktisk så simpelt at det kan lyde utroværdigt, og jeg har mødt mange klienter der har proklameret at de da naturligvis ville tænke noget andet, hvis de kunne. Og det er jo netop sagen – vi kan ikke med viljens kraft beslutte hvad vores tanker skal være (eller jo, det kan vi godt, men det er sygt hårdt og holder kun ganske kort) Det vi kan er at opdage at tanker bare er tanker, og så lade dem være. Lade være med at give dem så meget opmærksomhed. og i stedet begynde at lytte til vores visdom, vores indre sundhed. For jo mindre vi lytter til tankerne, jo nemmere kan vi høre vores indre sundhed. Den del af os der tror på os, der vil os det bedste, og som er vores indre kompas.

Og det er her jeg måske kan hjælpe dig. Med at slippe tankerne og høre din indre sundhed.

Jeg oplever rigtigt mange der (tit på baggrund af en kort samtale og et spørgeskema) får udskrevet antidepressive af deres læge, og har fået det i årevis, uden anden behandling end dette.

Det er jeg ikke tilhænger af.

Jeg har intet imod antidepressiv, det kan i alvorlige tilfælde være en hjælp til at få kræfterne til at kunne fungere, når man er blevet helt overvældet af negative uhjælpsomme tanker.

Men, når man tænker på at  stort set alle de depressioner der findes, skyldes vores tanker (jeg har endnu aldrig mødt en menneske der havde en reel biokemisk produktionsfejl der gav depression, men jeg har hørt de findes), så mener jeg at det er helt fundamentalt at arbejde med disse tanker og deres betydning.

Dvs. at arbejde med at opdage tankerne, sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at tage dem alvorligt, lære hvilken betydning tanker har for vores sindstilstand, og hvordan de hele tiden ændrer sig hvis vi ikke holder fast i dem – og i særdeleshed at lære at lytte til vores visdom istedet for kaos-tankerne.

Medicin gør intet af dette.

 

I mine år som psykolog har jeg aldrig rigtigt gået op i diagnoser. Det er jo bare labels (bevares, de kan være gode i forhold til de systemer vi skal navigere i)men, ‘labels are for jars – not people’ som en af mine bekendte siger. Jeg har altid foretrukket at fokusere på personen, på de tanker og forståelser vedkommende agerer udfra. Diagnoser er kasser, og der er aldrig nogle mennesker der passer perfekt i en kasse. Derudover har fokus på diagnoser en tendens til at virke sygeliggørende. Og jeg må bare konstatere at jeg aldrig har mødt et sygt menneske, eller et menneske der var ‘i stykker’. jeg har mødt mennesker der havde det af helvede til, ja. Men aldrig nogen der ikke dybest set var fuldstændigt psykisk sunde og perfekte. Deres kreative hjerne (som de helt uskyldigt kom til at tro på) spændte bare lige ben for dem.

Nogle af de tossede ting vores hjerne kan finde på at påstå som værende ‘sandheden om virkeligheden’, kaldes for kognitive forvrængninger. Her er et par af dem – du genkender dem garanteret:

Overgeneralisering (én oplevelse = sådan er det altid)

Selektiv abstraktion (kun at lægge mærke til det negative)

Dikotomisk tænkning (tænke i ekstremer, f.eks. hvis det ikke er 100% er det lige meget)

Personalisering (tage ansvar for ting der intet har med én at gøre, f.eks. at passere en ven på gaden der ikke ser én, og så tænke ’jeg har gjort noget der har gjort hende sur’)

Tilfældige slutninger (drage konklusion på baggrund af utilstrækkelig viden, f.eks. opleve en udfordring og så nå til konklusionen at det aldrig vil lykkes)

Når vores tænkning vandrer ned af en af disse stier, er det jo ikke mærkeligt at vi får det skidt. Men, så kan det være rart at vide at det ‘bare’ er det der sker – og at vi får det bedre i det øjeblik vi træder væk fra stien.

Har du lyst til at arbejde med din tænkning, med at give plads til din indre glæde og ro? Har du lyst til at blive klogere på hvordan vores psykiske system fungerer, så du ikke bliver så påvirket af det?

Så skriv til mig, og book en halv times ‘kemi-møde’