Hvad er 3P baseret psykologi?
Hvis du aldrig har hørt om 3P baseret psykologi før, er du næppe den eneste.
Men blandt dem der er stødt på den, er der en overvældende enighed om, at denne forståelse af menneskets psykiske design er mere hjælpsom og giver langt mere mening end de forklaringer, de tidligere har mødt.
Jeg er selv en af dem.
Gennem mine mange år som klinisk psykolog har jeg arbejdet ud fra flere forskellige psykologiske forståelsesrammer. De har alle haft noget værdifuldt at bidrage med, men ingen af dem har været så enkle, så dybe og så effektive som den 3P-baserede forståelse.
Den ændrede ikke bare måden, jeg arbejder på som psykolog. Den ændrede den måde, jeg ser andre mennesker på – og den måde, jeg ser mig selv på.
Den ændrede min forståelse af livet, og dermed mit liv.
På en meget positiv og opløftende måde.
Hvad betyder 3P?
3P står for Three Principles – på dansk: De 3 Principper.
De 3 Principper, er de principper, der beskriver, ikke kun vores psykiske design, men også hvordan enhver oplevelse skabes. Og de peger på, at vi har en medfødt indre psykisk sundhed, der altid arbejder for os, og som aldrig kan gå i stykker. Uanset hvad vi oplever, eller hvordan vi lige nu har det.
Principperne er: tanke, bevidsthed og livskraft.
Vi mennesker skaber hele tiden vores egen oplevelse af livet, gennem vores tænkning. Og den tænkning kan være mere eller mindre forurenet (hjælpsom)
Det lyder måske abstrakt. Men i virkeligheden peger det på noget meget konkret.
Forestil dig, at du vågner en morgen og synes, verden virker tung. Du føler dig utilstrækkelig, irritabel eller bekymret. Folk er irriterende og hensynsløse, dit arbejde er kedeligt, pligterne i hjemmet uendelige (og hjemmet ser iøvrigt nedslidt og træls ud, lidt ligesom dig selv) og verden lader til at have vendt sig imod dig.
Dagen efter vågner du op, og præcis de samme mennesker, opgaver og omgivelser føles lette, overskuelige og måske endda hyggelige, og du er faktisk rimelig lækker og kompetent, og livet er dejligt.
Hvad ændrede sig?
Næppe hele verden.
Det, der ændrede sig, var din oplevelse af verden. De tanker du så verden igennem skiftede karakter og dermed ændrede din oplevelse sig.
Det er netop dét, 3P psykologi peger på.
Livet opleves indefra og ud
En af grundtankerne i 3P er således, at vi oplever livet indefra og ud.
Det virker som om at det der sker udenfor os er årsag til hvilke tanker vi gør os og hvordan vi har det. Men faktisk er det stik modsat:
De tanker vi lige nu kigger igennem afgør 100% hvordan vi oplever det der er udenfor os, og hvordan vi har det.
Det betyder ikke, at verden omkring os ikke findes.
Det betyder heller ikke, at svære oplevelser ikke er virkelige.
Det betyder bare at den oplevelse, vi har af verden, altid bliver skabt gennem vores egne tanker i nuet.
Vores tanker fungerer ganske enkelt som et par briller.
Når glassene er mørke, ser verden mørk og dyster ud.
Når glassene er klare, ser verden lys og let ud.
Problemet er, at vi næsten altid glemmer, at vi altid kigger gennem vores tankebriller.
Derfor opleves det, som om det er verden, der har ændret sig. Det virker som om verden rent faktisk ER sådan som vi tænker den er, sådan som vi oplever den.
Tanker er ikke fakta
Noget af det mest befriende ved den 3P-baserede psykologi er erkendelsen af, at tanker ikke nødvendigvis fortæller sandheden (faktisk er det meget sjældent at vores personlige tanker gør det)
Vi kan feks tænke
‘Jeg ved at hun bliver glad for det her’
‘Det kommer til at blive kedeligt til festen imorgen’
‘Der er ingen der kan lide mig’
‘Det der sagde hun kun for at såre mig’
‘Det er sådan en oplevelse man aldrig kommer sig helt over’
‘Det har jeg altså sagt, pisse irriterende at han ikke kan huske det’
Hver af disse tanker vil blive præsenteret for os som den absolutte indiskutable sandhed.
og det kan skam også godt være at de rammer rigtigt.
men faktum er at der er ingen af de tanke-påstande vi kan vide med sikkerhed. Det er noget vores hoved finder på, og så virker det som sandheden for os. (og hvis bare 1/10 del viser sig at ramme plet, så vil vores hoved lynhurtigt bruge de 10% til at ‘bevise’ at den altid har ret, og så lige ‘glemme’ de resterende 90%)
Det pudsige er at vores hoved så nemt som et knips kan ændre hver af disse sandheder til det stik modsatte:
‘Jeg ved at hun ikke bliver glad for det her’
‘Det kommer til at blive super sjovt til festen imorgen’
‘Jeg har de bedste venner i verden’
‘Det der mente hun ikke noget ondt med, det var bare uheldigt formuleret’
‘Det er bare at rejse sig og komme videre’
‘Shit, jeg har sgu da glemt at sige det’
Og så er det pludseligt disse tanker der virker som indiskutable sandheder.
Det handler ikke om at vi lyver for os selv. Eller at vi er specielt dumme.
Det skyldes bare at tankers natur er at være i konstant forandring og virke troværdige, og at vi helt uskyldigt kan komme til at tro på dem – dvs komme til at tage brillerne på.
men når vi begynder at forstå mønsteret, bliver det lettere ikke at lade os styre af enhver tanke, der dukker op.
Vi bliver mere bevidste.
Vi er født med psykisk sundhed
En anden central idé i 3P psykologi er, at vi alle har en medfødt psykisk sundhed.
Det betyder ikke, at vi altid føler os glade.
Det betyder heller ikke, at livet aldrig gør ondt.
Det betyder blot, at der bag alle vores omskiftelige tanker findes en naturlig ro, klarhed og livskraft, der altid prøver at få os i balance, og som aldrig kan mistes eller tage skade.
Mange beskriver det som et indre kompas.
Noget i os ved, hvad vi har brug for og hvad der er rigtigt, længe før vores analyserende hjerne har haft succes med forsøgene på at regne det ud.
Når tankerne falder til ro, bliver det ofte lettere at mærke den retning kompasset viser.
Hvordan arbejder en 3P baseret psykolog?
Som 3P baseret psykolog er mit mål ikke at reparere mennesker eller give dem værktøjer til selvudvikling.
For jeg ser ikke mennesker som ødelagte eller underudviklede. I den principbaserede forståelse KAN mennesker ganske enkelt ikke ødelægges, og vi er allerede helt perfekte.
Det betyder ikke at vi ikke kan have det af helvede til, eller gøre uhensigtsmæssige ting.
Og når vi har det svært, kan det føles, som om noget er gået i stykker, eller som om vi skal forbedre den vi er.
Men det svære skyldes ikke at noget er galt med os, det skyldes blot at vi er fanget i et stormvejr af uhensigtsmæssige tanker, som vi helt uskyldigt er kommet til at tro på.
Lidt ligesom solen stadig findes bag skyerne, er vores psykiske sundhed stadig til stede – også når vi ikke kan mærke den.
Mit arbejde handler derfor ikke om at fikse dig.
Det handler om at hjælpe dig med at få øje på, hvordan dit sind fungerer.
Hjælpe dig til at se og have tillid til din medfødte indre sundhed.
Hjælpe dig til at få øje på at dine tanker er tilbud du får og som du kan vælge at benytte dig af – de er ikke en master du er forpligtet til at engagere dig i og adlyde.
Når den forståelse begynder at falde på plads, vil du helt naturligt finde mere ro, klarhed og handlekraft.
Ikke fordi du har lært en masse teknikker eller øvelser som du dagligt laver.
Men fordi du opdager noget sundt inde i dig selv, der hele tiden har været der og prøvet at guide dig
Er 3P psykologi så ikke det samme som positiv tænkning?
Nej, det er det ikke.
Faktisk er det langt fra.
3P handler ikke om at tænke positive tanker, selvom det da er dejligt når man gør det.
Det handler heller ikke om at kontrollere eller ændre sine tanker.
(Det er faktisk også nærmest umuligt)
Det handler om at opdage, at tanker kommer og går og at vi ikke behøver tage dem alvorligt.
Jo mindre vi kæmper med dem, desto hurtigere ændrer de sig faktisk.
Den indsigt kan skabe en overraskende frihed.
Hvem kan have glæde af en 3P baseret psykolog?
En 3P-baseret tilgang kan være relevant, hvis du oplever:
det her vil jeg gerne ændre til nedenstående, men jeg ved ikke om de enkelte lidelser er vigtige at nævne
En 3P baseret tilgang kan være hjælpsom for alle der gerne vil have det bedre end de lige nu har det.
Måske du har det helt fint, men godt kunne tænke dig lige at få et ekstra drys af ‘vidunderligt’, eller måske du har det rigtigt svært og føler du altid kæmper mod livet uden at vinde?
Jeg har samtaler med begge kategorier, og alt derimellem.
stress eller overbelastning
angst eller bekymringer
uro og tankemylder
lavt selvværd
livskriser
konflikter i relationer
depression
personlighedsforstyrrelser
følelsen af at sidde fast
For mig er 3P psykologi ikke endnu en metode eller teknik.
Det er en ny måde at forstå mennesker på.
En forståelse, der bygger på, at vi alle er født med psykisk sundhed, at vores tanker hele tiden forandrer sig, og at ro ikke er noget, vi skal skabe – men noget, vi kan opdage.
Når vi begynder at se det, opleves livet ofte enklere.
Ikke fordi livet ændrer sig.
Men fordi vi forstår, at vi ikke behøver tage det så alvorligt.
For mange bliver netop den forståelse begyndelsen på varige forandringer.
Hvis du er nysgerrig på, om en 3P-baseret tilgang kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Leave a Reply