Blog

De sejeste mennesker jeg kender, er også de mest alsidige mennesker jeg kender.

Det kan være forskeren der samtidig er rockmusiker og romantiker. Vågekonen der også er proff domina og kærlig bedstemor. Den lidt stille lærer der hører hård punk og elsker at lægge puslespil med katte. 12 tals pigen, der hører dødsmetal (og ligner en der gør det) og elsker romantiske komedier. Den erklærede feminist, der elsker at være en bimbo og lege med objektliggørelse. Eller den hjemmegående husmor der samler på knive og økser, ved alt om tortur metoder og elsker at bage småkager og skriver homo-erotisk paranormal fantasy (ja det er der sgu noget der hedder)

Eller psykologen, der ikke kan få nok glimmer, ekstremt høje stilletter eller små paillet kjoler og som elsker kanoture i hårdt vejr, vandring og kink.

Det der er kendetegnene for disse mennesker, er at de har modet til at favne og stå ved alle sider af sig selv, på trods af at de helt sikkert ofte er blevet mødt med ’sådan troede jeg ikke din type var’.

Og så virker de på mig som nogle af de mest harmoniske og tilfredse mennesker jeg har mødt.

De har accepteret hele sig selv, og står ved sig selv – på trods af andres (og i starten nok også egne) forventninger og fordømmelser. På trods af egoets ideer om at ‘sådan kan man da ikke..’

Vi vil som mennesker meget gerne have alt til at passe ned i vores små kasser, for det gør verden så meget mere overskuelig. Og vi vokser op med alle disse stereotypier der fortæller os hvordan folk er (eller i hvert fald bør være):

Hvis du er klog, kan du ikke samtidig være en tøjte, hvis du er en IT nørd kan du ikke samtidig være socialt begavet og vellidt eller en dygtig gymnast osv. og stereotypierne fortæller os ikke kun hvad man ikke kan. De fortæller os sgu også hvad man skal. Seriøst?!?

Og det jeg ofte ser, er at folk accepterer og adopterer disse snævre kasser og bruger dem som rettesnor for hvordan de også selv skal være (eller i hvert fald at deres ego adopterer dem – for den vi er, er bare – den adopterer ikke kasser). Og i forsøget på at passe ned i kasserne bliver folk ekstremt begrænsede i deres accept af sig selv. Begrænsede i hvilke sider de vælger at udleve og udtrykke. Og hvis de endeligt vælger at udleve de ikke-accepterede sider, så sker det i det skjulte og ofte forbundet med skam.

Som om vi er nødt til at vælge om vi vil være klog eller tøjte, dødsmetal-elsker eller romantiker, luder eller madonna. Som om vi er nød til at være ‘det samme’ dag ud og dag ind. Som om vi er nødt til at være en levende kliche.

Og det der sker når vi begynder at træffe disse absurde valg (absurde fordi det ikke behøver være enten eller, det kan sagtens være både-og) er at vi begynder at censurere os selv. Vi begynder at tænke at nogle sider af os selv ikke er værdige. Og forestil dig lige hvad det gør ved dig.

Jeg bliver altid lidt utryg og trist når jeg møder mennesker der passer perfekt ned i en kasse. Trist fordi jeg har en ide om hvad det gør ved et menneske at undertrykke sig selv, og utryg fordi jeg helt automatisk får en følelse af at personen er uærlig.

Naturligvis kan der være folk der bare passer lige ned i kassen, uden at de skal hugge en hæl og klippe en tå, jeg har bare ikke mødt dem endnu.

Og hånden på hjertet, folk der passer ned i kassen er (i hvert fald i mine øjne) ikke så spændende. Jeg kender jo det hele på forhånd. Nej, giv mig nogle af de ’skæve’ mennesker, der ikke passer i hverken den ene eller den anden kasse. Eller som springer fra kasse til kasse, alt efter humør. De overrasker mig, giver mig nye spændende forståelser og viden. Og de virker på mig som meget mere modige, harmoniske og lykkelige mennesker.

Jeg ved i hvert tilfælde at jeg gennem mit liv vil fortsætte med at kæmpe for at favne og stå ved hele min personlighed. Alt det der gør mig til mig. Diversiteten der gør mig til et unikt og foranderligt hele.

Og jeg vil bestræbe mig på at give plads til andres diversitet og glædes og tage ved lære af den.

Vil du være med?

Da jeg i fordums tid gik på universitet var jeg lidt udfordret på psykologien.

Jeg var helt sikker på at jeg gerne ville arbejde med mennesker gennem samtale, og jeg var helt sikker på at alle folk kan få det bedre. Men jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med det menneskesyn jeg syntes jeg mødte – og for den sags skyld det syn der var på hvordan psykologer skulle være.

Jeg smagte lidt på nogle forskellige psykologiske teorier, men måtte spytte dem alle ud igen. Jeg kunne ikke få det til at give mening for mig.

Og synet på folk der havde det skidt, var alt for sygeliggørende. Diagnoser, offergørelse og meget mere, for ikke at snakke om fordømmelsen ’sådan kan et voksent menneske altså ikke gøre’ eller ’det er sygt at gøre XXX’ Som om psykologens måde at leve på (vel at mærke den karikerede perfekte psykolog vi mellem linjerne forventedes at leve op til’s måde at leve på) var den eneste rigtige. Den sande vej.

Det kom faktisk til et punkt hvor jeg overvejede at springe fra studiet fordi jeg ikke kunne se mig selv som en del af det cirkus. Det var ikke noget jeg havde lyst til at blive associeret med. (Vil lige sige at jeg gennem årene er jeg blevet klogere og har mødt rigtig mange skønne og dygtige psykologer, og fået et bedre syn på en del af mine kollegaer og mit fag)

Heldigvis var der en indre stemme, der fortalte mig at jeg skulle blive og gøre studiet færdigt. At jeg havde noget at byde på, også selvom jeg ikke passede i formen.

Dengang, På Københavns Universitet, var kognitiv-adfærdsteraputisk teori ikke særlig udbredt, men jeg stiftede dog bekendtskab med den og syntes det var den, af alle teorier, der gav mest mening for mig. Den fortalte om at det vi tænker påvirker vores følelser, krop og adfærd. At de fire faktorer faktisk gensidigt påvirker hinanden, og at vi ved at ’skrue’ på en af dem kunne skrue på alle. Metoden var meget her og nu orienteret. Man brugte ikke timevis på at sidde og rode i fortiden.

Det tiltalte mig, og jeg tænkte ’Det er dét jeg er – jeg er kognitiv psykolog’.

Jeg rendte bare ind i det problem at kognitiv terapi ofte er meget baseret på manualer, udfyldelse af skemaer osv. Dvs. i mine øjne lidt for rigidt. Jeg manglede plads til kreativiteten og mødet med det enkelte menneske. Og der var stadig den her sygeliggøres og fordømmelse. ’Rigtigt og forkert’. Med psykologen som oraklet der vidste hvordan man skal leve.

Og det vidste jeg sgu ikke. Jeg plejede at joke med at ’skomagerens børn går barfodet, og psykologen er total utilpasset’

Men jeg kunne ikke lade være med engang imellem at komme til at tro på at jeg burde vide alt, at jeg burde have styr på alle de der skemaer, manualer osv.

Og så prøvede jeg at tage endnu et kursus, have fokus på at få lavet dagsorden i starten af hver terapi, følge de rigtige skridt osv. og hver gang skred det ud i sandet. Det føltes bare ikke helt rigtigt.

Jeg vidste teorien havde fat i noget rigtigt, der var altså noget om det her med tankerne, det kunne jeg se, genkende mærke. Så det måtte jo være mig den var gal med, siden jeg ikke kunne følge den hele vejen. Men samtidig kunne jeg jo se at hvad jeg nu end gjorde, så virkede det jo. Folk fik det bedre, og de sendte endda deres bekendte i min retning.

Men min hjerne kørte med mig: ’tænk hvor godt det kan blive, hvis jeg bliver endnu skarpere på alle de der manualer og skemaer osv’ og så knoklede jeg videre. Læste op på alle mulige forskellige teorier indenfor det kognitive felt: CBT, ACT, DAT, CTF, MBCT, MCT osv osv. og de havde alle sammen noget. Men de var ikke helt rigtige. De var ikke helt dét. Som om de alle sammen lige var henne og røre noget rigtigt, men ikke helt fik fat i det. Som om de alle havde hver deres fællesnævner med noget jeg ikke kunne se, men på en måde fornemmede.

Så jeg brugte lidt fra den ene, lidt fra den anden, og en stor del af det der lige der i øjeblikket gav mening for mig. ’Men jeg burde jo følge manualerne – hvornår har jeg egentligt sidst lavet en måling på graden af negative tanker?’ og sådan kørte det frem og tilbage: gøre det jeg intuitivt følte var rigtigt – prøve at rette ind – gøre det jeg intuitivt…osv.

Og så en dag, så var der en klient der sagde til mig: ’Du Sara, jeg har fået anbefalet den her bog. Det er rigtigt meget det vi også arbejder med og det du siger – men den har ligesom noget andet også – den supplerer virkeligt godt’

Jeg skyndte mig at få fat i bogen – den fandtes som lydbog på nettet, så jeg tog den i ørene og gik en tur. Og jeg blev høj. Det var så ufatteligt. Her var dét. Her var den teori der forklarede det jeg godt vidste, men alligevel ikke vidste. Den teori der pludseligt viste mig at jeg ikke var forkert eller ved siden af når jeg ikke kunne få de andre teorier til helt at passe. Det her var ’den usynlige cirkel’ som alle de andre havde haft lidt fællesnævner med, men som indtil nu havde været ukendt (for mig i hvert fald).

Jeg var helt oppe at ringe, og gik rundt i noget tid og fik alle i min omgangskreds der gad at lytte, til at læse bogen også (og ja, det var Mette Louises ’dit selvhelbredende sind’) så jeg kunne tale med dem om det.

Flere af mine veninder sagde ’hvorfor er du sådan oppe at ringe over den – det er da det du altid har sagt, det er sådan du lever’. Men de forstod det ikke, forstod ikke det fantastiske i pludselig at få lagt et mønster frem der hvor jeg havde tegnet i blinde. Jeg havde muligvis nok holdt mig relativt fint indenfor linjerne, men jeg havde hele tiden tvivlet. Jeg havde troet at det bare var mig der var lidt mystisk, at det jeg vidste bare var noget der kun gjaldt for mig, at det ville være bedre hvis jeg bare lige kunne forstå alle de der teorier grundigt nok til at kunne følge dem.

Det føltes som at træde ind af en dør og bare føle sig hjemme.

Men, så kom mit akademisk skolede intellekt på banen. Nu skulle jeg jo ikke gå der og blive helt hjernevasket, og hvad med dét og dét og dét – det der hænger slet ikke sammen, hvor er forskningen der understøtter osv. osv.

Jeg kan huske at jeg tog Mette Louise og Jacobs ’rolig nu’ online kursus, og sideløbende med det havde en del kritiske snakke med nogle andre fra holdet. Og egentligt syntes jeg det var rigtigt fint, jeg fik stillet en masse spørgsmål og forholdt mig kritisk til det der ikke gav mening for mig (hvilket jeg faktisk ikke tidligere havde gjort med alle de andre teorier jeg havde arbejdet med – de var jo anerkendte og der var forskning osv.).

Og selvom mit intellekt kæmpede, var jeg stadig helt overbevist inde i min kerne om at det her var rigtigt.

Jeg bookede et møde med Mette Louise, men inden vi skulle mødes købte jeg plads på practitioner kurset som hun og Jacob har. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle købe det: ville jeg nu spilde mine penge, var dét her den rigtige vej for mig, hvad med alle de kritikpunkter mit intellekt havde osv. Men, så en dag, så gjorde jeg det bare. Og det var den vildeste oplevelse. For i dét øjeblik, da jeg havde betalt for kurset, overgivet mig til at nu giver jeg det altså en chance, så holdte mit intellekt sin mund – og jeg kunne bare mærke hvordan dét gjorde at jeg kunne lande i den her teori. I mig selv, for det var jo mig der var den. Så da jeg endeligt skulle mødes med Mette Louise havde jeg faktisk ikke så meget at spørge om længere. Men vi fik en god gåtur og snak 😊

Og siden da er det bare gået derudaf. Og jeg har ikke en eneste gang haft tanken om at det var forkert, eller om at jeg skulle gå tilbage til det gamle. Slet ikke. Jeg har set hvad der for mig er sandheden om menneskets design, og det kan jeg ikke af-se.

Og det føles så skønt. Mine terapier går bedre, og jeg bruger endda færre kræfter på dem.

Og jeg behøver ikke at presse mig selv til at følge en struktur/manual der ikke giver mening for mig.

Og vildest af det hele (synes jeg): der er sket en masse ændringer i mit privatliv.

Jeg syntes ellers jeg havde ret godt styr på det (det synes jeg faktisk stadig at jeg havde dengang)

Jeg var glad, levede det liv JEG ville leve (ikke det andre syntes man bør) jeg var altid ok, selv når jeg var trist eller vred var det ok. Jeg var i balance. Havde gode venner, kærlighed og mod.

Og alt det har jeg stadig. Der er ikke sket revolutioner i mit privatliv. Jeg er faktisk ikke i stand til at sætte fingeren på noget der har ændret sig, men der er alligevel sket noget.

Tingene glider ligesom lidt nemmere. Som forskellen på at glide hænderne over en ny-snittet organisk træskulptur og mærke formerne, rundingerne og hvor dejligt det føles – og så senere mærke samme skulptur efter den er blevet slebet. Det er stadig den samme dejlige figur, den føles bare bedre, blødere, glattere.

Og jeg glæder mig dagligt til at arbejde videre med det her. Bringe det videre, ud i verden.

Og til at få slebet livet endnu dejligere 😉

Jeg er stor fan af redskaber og teknikker – også selvom det ikke falder helt indenfor 3P rammerne.

Arbejder man udfra 3P, som jeg gør, arbejder man også ud fra en overbevisning om at vi vokser og heler indefra, og at forståelsen af hvordan vi fungerer skaber bedre rum til denne process – uden alle mulige udefra kommende redskaber og teknikker, og ting der skal gøres for at få ro og lykke – fordi ro og lykke jo netop betragtes som noget vi allerede har indeni os. Ikke som noget vi skal tilføre.

Og det er jeg sådan set fuldstændig enig i.

Så hvorfor er jeg så samtidig fan af redskaber og teknikker?

For det første har jeg gennem mine år som psykolog oplevet hvor meget det kan hjælpe folk – og i øvrigt også hvor meget det hjælper mig selv – at have noget at gribe fat i, når det hele stikker lidt af.

For det andet tror jeg det handler om definitionen af hvad redskaber og teknikker er. Jeg ser f.eks. illustrationer/billedsprog som et virkeligt godt redskab, der kan hjælpe mig til at huske hvad jeg godt ved.

På samme måde kan en gåtur, en vejrtrækning, at tælle til 10, at have en sætning jeg minder sig selv om, at høre Gloria Gaynor for fuld skrue og meget andet hjælpe mig i de situationer hvor jeg ellers kan blive revet med af mine tanker. Give mig en mulighed for lige at finde tilbage til min ro, til at lade forståelsen komme ind på banen igen eller i det mindste opdage hvad der er i gang.

Så jeg mener altså ikke at redskaber og teknikker er en løsning i sig selv. De er ikke engang nødvendige. Men de kan være en hjælp at have.

Teknikker og redskaber er lidt som et plaster:  Det tager lidt af blodet og smerten og afholder os fra at kradse i såret – men det heler os ikke. Helingen kommer indefra.

Men, benytter man sig af redskaber og teknikker, er det vigtigt at huske på at alt ikke virker for alle.

Jeg kan ikke bare bede en person copy-paste de metoder der virker for mig, i mit liv, og så tro at de virker for vedkommende. (Jeg kan faktisk ikke engang copy-paste dem i mit eget liv fra øjeblik til øjeblik, og så være sikker på de virker)

Man er nød til at finde de redskaber der virker for én selv, lige i den situation man befinder sig i.

Det betyder ikke at vi skal opfinde den dybe tallerken hver gang; Jeg har personligt en ’værktøjskasse’ med 10-20 redskaber, som jeg kan gribe i når jeg føler behov for det, og så må jeg se hvilken der virker. (Det sjove er dog at i takt med at min forståelse er blevet mere og mere implementeret, er mine greb i værktøjskassen blevet færre og færre. Men det er rart at vide den er der. Just in case 😉)

Jeg kan naturligvis altid dele de redskaber jeg finder brugbare, men det er op til personen jeg snakker med at se om de giver mening for vedkommende. Jeg har ikke patent på sandheden.

Så det handler egentligt bare om at være opmærksom på de små ’plastre’ vores visdom løbende uddeler eller gør os opmærksom på, og så gemme dem til en dag hvor vi får brug for dem.

Benytter man sig af redskaber (eller krykker, som en veninde kaldte det) så er det vigtigt at de er lette, intuitive og føles hjælpsomme. Hvis et redskab føles som hårdt arbejde, så er det et elendigt redskab og det giver ingen mening at bruge det. Ideen med redskaber er at de skal lette dig.

Og samtidig er det vigtigt at du ikke bliver afhængig af dem. Hvis du tror du har brug for plasteret for at hele, så tager du fejl.

Helt kort kan man sige at 3P er beskrivelsen af hvordan vi alle – fra øjeblik til øjeblik – skaber vores egen personlige virkelighed gennem vores tænkning. Dvs. at vi skaber alle vores oplevelser inde i os selv, selvom det føles som om de bliver skabt og påduttet os, af ting udenfor os selv.

Det er også teorien om, hvordan vi alle er fuldstændigt sunde og udstyret med et indre kompas, der guider os. Og om hvordan alle vores oplevelser, inklusive vores følelser, helt uskyldigt skabes af vores egne kreative tanker. Og om hvordan de tanker nogle gange kan komme i vejen for at vi lytter til vores indre kompas.

Skal man bruge ’lidt’ flere ord kan det forklares sådan her:

3p er et psykologisk paradigme. En måde at forstå vores psykiske struktur (vores design) på.

Jeg har gennem årene arbejdet ud fra forskellige forståelses rammer, men aldrig tidligere stødt på én der gav så meget mening, og var så effektiv i forhold til at hjælpe folk til at få det bedre. Som i den grad hjælper folk til at (gen)finde deres ro, livsglæde og indre sundhed.

Så derfor var det helt naturligt for mig at melde mig under fanerne hos de danske frontløbere der er i gang med at introducere forståelsen i Danmark. Det ville faktisk være umuligt for mig at lade være, for efter at have forstået hvordan vores design virker, kan jeg ikke af-forstå det. Lidt ligesom at når man først har opdaget at noget helt vildt og ubegribeligt bare var en tryllekunst, så kan man ikke igen opleve det som man gjorde inden man vidste det var et trick. Uanset hvor meget man prøver.

3P baserer sig på tre helt grundlæggende antagelser:

1) At livet opleves indefra-ud.

Dvs. at vi hver især skaber vores egen oplevede virkelighed, ud fra de tanker vores hjerne nu lige producerer i dette øjeblik. 

Vi kan faktisk kun opleve livet gennem et filter af vores egne tanker – som at se på landskaber med et par farvede solbriller på, eller gennem en kikkert der forvrænger billedet.

Og vores følelser er en reaktion på det forvrængede billede. En reaktion på vores tanker. 

Men (og det her det er livets største trick, som vi konstant falder for) det OPLEVES som om at det forvrængede billede ér virkeligheden. Som om det ér min nabo der er dum og gør mig vred, eller min kæreste der gør mig ked af det når han glemmer vores årsdag. 

Det OPLEVES som om at de forskellige ting ude i virkeligheden, skaber alle de her tanker og følelser inde i mig, altså at livet opleves udefra-ind – Men i virkeligheden er det lige omvendt, livet opleves indefra-ud: Alle de tanker og følelser der er indeni mig skaber min oplevede virkelighed. 

Min oplevede virkelighed der registreres, eller observeres om man vil, af min bevidsthed.

Virkeligheden er neutral, den ER bare. Livet sker (punktum) Det er vores tanker der værdi-lader og skaber betydning, og på den måde skaber vi vores egen virkelighed – der opleves som alt andet end neutralt. Men som samtidigt kun er vores helt egen private virkelighed – i lige netop det øjeblik vi oplever den. Andre mennesker, og andre øjeblikke har andre virkeligheder.

Heldigvis er vores tanker nemlig evigt omskiftelige. Hvis vi ikke bruger energi på at holde fast i dem, så ændrer de sig helt automatisk. Vores sindstilstand og humør ændres og pludseligt ser verden helt anderledes ud. 

Jeg kan kigge på min teenagesøn det ene øjeblik og undre mig over hvordan jeg har kunnet få sådan et selvoptaget, dovent og uhøfligt barn, og det næste øjeblik kan jeg kigge på ham og undre mig over hvordan jeg har kunnet få sådan et kærligt, omsorgsfuldt, sjovt og målrettet barn. 

Og han er præcis den samme – det er bare mine tanker om ham der har ændret sig. 

Eller jeg kan kigge mig i spejlet den ene morgen og se en gammel, slap kedelig kone med appelsinhud og 15 kilo for meget på sidebenene, og dagen efter kan jeg kigge i det samme spejl og se en fucking lækker sexyass med feminine former og udstråling. Og jeg VED at min fysik ikke ændrer sig så meget fra dag til dag – men det gør mine tanker, og dermed min oplevede virkelighed, min ’sandhed´

Det fede er, at når vi ved det er sådan vores system virker, så behøver vi ikke tage det så alvorligt. Når jeg oplever min søn som træls, så ved jeg godt at det bare er min oplevelse lige der, og det samme når jeg oplever mig selv som fed og håbløs. Det er bare et øjebliksbillede. Jeg behøver ikke holde fast i det eller gøre noget med det– jeg behøver ikke gå i panik eller blive til frk. Fix-det

Det betyder ikke at vi bare skal lade stå til. At vi skal læne os tilbage og sige alt er fjong. Det betyder bare at vi ikke skal lade os kaste rundt i manegen af vores tanker. 

for heldigvis har vi alle et medfødt indre kompas, der kan guide os, i livet. Og det er den anden grundlæggende antagelse i 3P:

2) Vi har alle en medfødt psykisk sundhed, et indre kompas der altid er der, og altid prøver at guide os, selv i de øjeblikke hvor vores tanker larmer så meget at vi ikke synes vi kan høre andet end dem. Ro og lykke bor i os, det er vores naturlige tilstand, og når vi ikke kommer til at bevæge os væk fra det, er det der.

Når jeg stopper med at gruble over en urimelighed, får jeg det bedre. Når jeg giver slip på alle de bekymrede tanker, så får jeg det bedre. Når jeg stopper med at prøve at forudse alle kommende udfordringer, så får jeg det bedre. Når jeg stopper med at analysere på hvad der gik galt sidste sommer, så får jeg det bedre. Når jeg stopper med at tænke på hvor meget jeg mangler for at kunne være tilfreds, så bliver jeg tilfreds. 

Vores system gider faktisk ikke rigtigt bruge energi på at have det uroligt, og det søger derfor altid mod vores indre ro og lykke, men vores tanker kan komme til at lede os på afveje. Kan sige at vi skal lede efter ro og lykke alle mulige andre steder, end der hvor roen faktisk er – hvilket er inde i os selv, bagved tankerne. Og jo mere vi kæmper rundt i forsøg på at finde ro, jo længere væk kommer vi fra den. 

Først når vi stopper kampen, slipper tankerne og tør stole på at den er der, kan vi mærke den. 

Vi har ikke et ord for denne indre sundhed i det danske sprog, og derfor hører man den omtalt på mange forskellige måder: livskraft, sjæl, visdom, din natur, hjertet, indre kompas, mavefornemmelse, sunde fornuft, indre kerne, mit sande jeg, indre stemme og mange, mange flere betegnelser. Men uanset hvilken betegnelse der bruges, så peges der mod det samme: Den del af dig som altid forsøger at guide dig mod et bedre liv. Et liv i ro.

På samme måde som træerne søger mod lyset (også selvom det kræver at de vokser på alverdens krøllede måder) og fuglene trækker sydpå – ikke fordi de har sat sig ned og reflekteret over at det kunne være en god ide, men ganske enkelt fordi deres livskraft guider dem, på samme måde har vi et indre kompas der guider os. Men modsat fugle og træer så har vi også et intellekt der kan komme til at stå i vejen for os. 

Og tag ikke fejl, vores intellekt er en gave, der gør os i stand til mange storslåede ting. Det er bare ikke det rigtige redskab at bruge som guide i livet.

Lidt ligesom at en hækkeklipper er et fantastisk redskab når jeg skal klippe hæk, men knap så anvendelig når jeg skal røre dej til en kage. Bevares, den kan da godt bruges – resultatet bliver bare ikke så godt, og der er en fandens masse rengøring bagefter.

Når vi begynder at lytte til vores visdom, vores indre kompas, i stedet for til vores intellekt, så vil vi opdage at alt bliver mere simpelt, at livet ligesom glider lettere. Vi begynder at arbejde MED livet, i stedet for IMOD det. Vi kan se at der ikke er noget på spil. Alt det vores intellekt, vores ego lavede drama over, var slet ikke så farligt, eller så stort. 

Og de ting der faktisk ér vigtige står nu et klarere lys, vi kan bedre se dem, fordi vores tanker ikke larmer og forstyrrer så meget. Fordi vores dramahjerne ikke får lov til at hive alle mulige ligegyldige detaljer frem i vores synsfelt og bilde os ind at de er vigtige. Og derfor, fordi vi er i ro, kan vi også meget bedre se hvad vi skal gøre. Vi famler ikke længere rundt i tanketåger og prøver at finde vej. Vi ser vejen. Klart og tydeligt. 

Og den har hele tiden været der, vi skulle bare turde at slippe vores tanker, slippe det angstfyldte behov for kontrol for at kunne se den.

Nogengange bliver vi så overvældet af negative tanker og følelser, at vi får det af h…. til. Og når vi har det sådan, så kan det føles som om vi har mistet vores indre sundhed. At vi er gået i stykker, ikke længere er os selv. At vi har mistet vores kompas og ikke længere kan finde vores vej. Vores sindstilstand er helt i bund, og det føles som om vi aldrig kan komme op igen.

Men, på samme måde som solen og den blå himmel ikke er gået i stykker eller mistet for evigt bare fordi der er overskyet, på samme måde er vores sundhed og kompas ikke mistet bare fordi vi ikke lige kan mærke den. 

Og når vi finder os selv i disse situationer (for dem rammer vi ind imellem uanset hvor meget vi forstår vores design) så handler det om at stoppe op og agere derfra hvor vi er. 

Hvis der er overskyet giver det ikke mening at tage på stranden for at solbade, eller at rundt som tossede og prøver at vifte skyerne væk, eller at gå og være sur og skælde ud over at skyerne er det for, for det burde de jo ikke være. Nej, det der giver mening er at acceptere at det lige nu er sådan det er, så kan vi tænde stearinlys og sætter os med en film og en kop kaffe. Og så gør det ikke så meget at der er overskyet. Vi ved at det nok skal gå over igen.

Og på samme måde er det med vores psykiske tilstand, men i modsætning til det fysiske vejr, så er vores sinds skyer (tanker) faktisk påvirkelige. Jo mere vi bare lader dem være, jo hurtigere forsvinder de, og jo mere vi kæmper imod dem og nægter at acceptere dem, jo flere bliver de. 

Det er paradoksalt. 

Jeg havde engang en kat, der altid hoppede op og prøvede at få opmærksomhed fra de folk der ikke brød sig om katte, og fuldstændigt ignorerede dem der gerne ville snakke med den. Jeg tror lidt vores sinds skyer er på samme måde som den kat.

Den sidste antagelse er antagelsen om hvem vi er:

For vi er ikke det vi siger, det vi gør eller det vi tænker. 

Vi er ikke hvordan vi ser ud eller hvad andre tænker om os. 

Vi er ikke vores holdninger, vores kendetræk eller vores temperament.

Vi er ikke engang det vi selv tænker vi er.

Det vi er er noget andet end alt det der kan ændres. Det vi ér er konstant. 

Det vi ér, er det der registrerer at vi tænker og føler. Vi er ikke den der kigger, vi er dét der ser.

I 3P kalder vi det bevidsthed, men vi kunne også kalde det observerende selv, sjæl eller alt muligt andet.

Og det er den bevidsthed, den forståelse af hvad vi er, jeg refererer til når jeg siger at jeg ikke kan gå i stykker.

Mine tanker kan blive vældigt uhensigtsmæssige i perioder, og give mig oplevelsen af at alt er lort. Og jeg vil kunne have det af h…til og frygte at jeg er gået helt i stykker. Men, det er jo bare en oplevelse min bevidsthed har lige i det øjeblik, baseret på de tanker jeg lige kommer til at tage alvorligt, tanker der heldigvis vil ændre sig, når jeg ikke længere holder fast i dem.

Og uanset hvilke oplevelser mine tanker udsætter min bevidsthed for – uanset hvor elendigt jeg har det – så er min bevidsthed altid den samme, og fuldstændig uskadet.

Når man arbejder ud fra denne forståelse bliver det meningsløst at ’bearbejde’ fortiden, eller at tro at jeg som terapeut skal fikse mine klienter. Jeg kan ikke fikse nogen, hvordan skulle jeg dog kunne det – de er jo ikke engang gået i stykker. Det jeg kan hjælpe med, er at pege på folks egen indre sundhed, hjælpe med at dreje opmærksomheden væk fra tankernes tyranni og hen imod en større forståelse for vores design. Hjælpe med at skabe den ro der skal til for at vi bedre kan høre vores egen visdom. Når først dét er på plads, skal systemet nok klare resten.