Når vi har det dårligt, kan det føles, som om vores psykiske sundhed er forsvundet.
Vi kalder det endda en psykisk sygdom, når folk lider rigtigt meget.
Men hvad nu hvis vores psykiske sundhed altid er tilstede, at psyken ikke kan blive syg?
Forestil dig solen bag skyerne.
Selv på den mest grå dag er solen der stadig, den er ikke blevet syg eller gået i stykker.
Vi kan bare ikke lige se den, den lyser ikke dagen op på samme måde som når der er skyfri. Men selvom vi ikke kan se den, og selvom dagen virker mørkere, så lyser solen stadig gennem skyerne og sørger for at den grå dag ikke ligner mørk nat.
På samme måde ser en 3P-baseret psykolog på psykisk sundhed.
Vores kreative intellekt kan skabe alverdens tanker – en slags tankeskyer – og de tanker kan vække alverdens følelser. Vi kan opleve uro, angst, de vildeste vrangforestillinger, håbløshed, jalousi og alt muligt andet. Det kan give os lyst til agere på mere eller mindre uhensigtsmæssige måder, det kan måske endda give os lyst til at gøre virkeligt dumme ting. Men det betyder ikke, at vores psyke er blevet syg.
Den grundlæggende sundhed er stadig til stede.
Den bliver blot skjult af de tanker, vi har i øjeblikket.
Det kan være en stor lettelse at opdage.
For så handler vejen tilbage ikke om at blive et nyt menneske.
Den handler om gradvist at få øje på det menneske, du allerede er.
Leave a Reply